Så blev det lillejuleaften og oven på et par hektiske dage har julefreden endelig sænket sig her i det Rafn’ske hjem. Thor skulle lige afklimatisere sig fra hverdagen i børnehaven, hvilket et par ipad-frie dage hjalp gevaldigt på. Vi har malet, tegnet, pakket julegaver ind, bygget lego, bygget togbane, lagt puslespil, lavet perler osv.

Scott er super begejstret for at Thor er hjemme fra børnehave, så de to har bare hygget. Så skønt at se hvor glade de er for hinanden. Thor omtaler altid Scott som “min baby”😂

I dag gik vi en lang tur i snevejret, op efter et juletræ – det kunne gudskelov lige være på barnevognen, selvom vi fyldte hele cykelstien på vej hjem🙈 Ups!

Da vi kom hjem pyntede vi det og ordnede forberedelser til juleaften. Med “vi” mener jeg mig, Thor gad nemlig ikke pynte, han dansede bare rundt til julemusik, mens Scott lå og beundrede træet på gulvet. Men hyggeligt var det❤️

I morgen bliver en stille og rolig juleaften, det glæder jeg mig til. Vi bliver bare os 4, og så min mor. Det bliver en rigtig børnejul, med fokus på at hygge os uden stress, se Disney, pakke gaver op stille og roligt og bare nyde hinanden og dagen. Thor har især brug for at vi skruer lidt ned for tempo og indtryk, så det ikke bliver for meget for hans lille sensitive sjæl. Så det gør vi❤️ Han glæder sig vist bare til at julemanden kommer med gaver og man må hapse slikkepinde og rosiner fra juletræet😂

Nu vil jeg gå i seng, inden morgendagens mange opgaver kalder.

Men rigtig glædelig jul herfra! Og tak fordi I læser med. Jeg lover at mit ultimative nytårsforsæt er at skabe mere tid til bloggen❤️

1000 julehilsner fra Mette

Share: