Så blev det årets sidste dag og I får her et tilbageblik på mit år, samt planer og drømme for det nye år.

2018 går på hæld – sikke et år…

Det startede egentlig meget godt, jeg var gravid og vi glædede os. Men jeg var på ingen måde forberedt på det år der ventede.

Her er en top-5 over det værste der hændte i 2018: (bare rolig der kommer også en top-5 over de bedste ting❤️)

Top-5 over det værste fra 2018

1. Jeg gennemgik en virkelig hård graviditet hvor jeg blandt andet i uge 7 var indlagt for truende abort, jeg havde blærebetændelse 4 gange, misdannelse i navlesnoren der gav øget risiko for hjertefejl, og sidst men ikke mindst en led bækkenløsning🙈

2. Jeg blev fyret fra mit job over mail, kort før jeg skulle på barsel, mens jeg var sygemeldt med førnævnte rædselsfulde bækkenløsning. Som om det ikke var slemt nok at blive fyret uden varsel, blev man pludselig ignoreret af tidligere kollegaer og mine personlige ejendele fra mit kontor blev aldrig tilsendt som lovet – stay classy siger jeg bare 🙈

3. Da lille Scott blev født viste det sig hurtigt at han havde silent refluks. Det betød at han ammede 24/7 uden rigtig at tage på, han skreg næsten alle vågne timer og havde tydeligt ondt når maden kørte op og ned i halsen, ligesom halsbrand. Jeg stolede på mit moderinstinkt og kæmpede for han fik behandling. Så snart han fik medicin mod refluksen blev han heldigvis den glade baby vi kender nu og begyndte at tage på i vægt. Thank lord!

4. Svære tider betyder desværre også at man finder ud af hvem der virkelig er ens veninder når det gælder og modgangen rammer. Det er ikke sjovt, men det er desværre nogen gange virkeligheden. Så 2018 har også betydet et farvel til to veninder der i mange år har været mine nærmeste. Det var møghårdt. Heldigvis har jeg valgt at fokusere på de andre skønne veninder jeg har, og oven i købet er jeg så heldig at jeg også er endt i mødregruppe med nogle fantastiske piger. Intet er så galt at det ikke er godt for noget 😊

5. Jeg har været usandsynligt hårdt ramt af sygdom i efteråret, så jeg i 4 uger straight fik antibiotika, først for brystbetændelse, så ny slags fordi jeg reagerede allergisk, så 2 omgange for halsbetændelse, der viste sig at komme fra både mand og barn der var raske smittebærere. For fanden det var et presset efterår 😳

Lyder det helt afsindigt nederen? Jamen det var det virkelig også. Men selvfølgelig har 2018 også budt på fantastiske oplevelser og øjeblikke, den top-5 kommer her.

Top-5 over det bedste fra 2018

1. Scott blev født! Min lille mirakelbaby der – trods en ulidelig hård graviditet med mange bekymringer – kom ud og var helt perfekt❤️ Jeg fik min drømmefødsel, hurtig på 4 timer og uden anden bedøvelse end lattergas og så var det tæt på at blive en sejrskjorte fødsel. Det var virkelig en kæmpe oplevelse sammen med Martin, og jeg er dybt taknemmelig for at alt gik godt. Det var lige den form for medgang jeg havde brug for. Du kan læse hele fødselsberetningen her.

2. Jeg har fået lov at opleve søskendekærlighed på helt nært hold og se min store dreng udvikle sig til at være verdens bedste storebror. Det er nok noget af det vildeste man kan opleve som forældre. Han er så opmærksom, kærlig og omsorgsfuld. Og Scott elsker det! De bliver bare bedste venner, det kan jeg mærke ❤️

3. Jeg blev gang på gang bekræftet i at jeg er virkelig godt gift❤️ Som I læste ovenfor har 2018 virkelig været lidt af en kælling over for mig, men min kære hubby har bare været der igennem alt. Støttet mig, tørret mine tårer væk, hjulpet mig, taget sig af ungerne og mig, og bare forsikret mig om at alt nok skulle gå. Dét er kærlighed.

4. Jeg fik startet min blog op og jeg vil gerne sige tusind tak til alle jer der læser med, kommenterer her og på insta og i det hele taget følger med. Jeg ved jeg har forsømt bloggen meget siden jeg fødte, men jeg har store planer om at finde tid til den i 2019, og dele min vægttabsrejse, der igen skal igang, og i det hele taget bare dele det jeg har på hjerte ❤️

5. Jeg fandt ud af at det virkelig godt kan betale sig at være i fagforening med dygtige jurister, tip hermed givet videre – lad være at spar det væk👍🏻

Planer og drømme for 2019

Når nu 2018 ikke just var mit år, så lægger det jo en smule pres på 2019. Jeg er dog ret sikker på det bliver et vidunderligt år!

Mit ultimative mål for 2019 er at komme i gang med min træning og vægttab igen, smide mine graviditetskilo og fortsætte hvor jeg slap da jeg blev gravid. Før min graviditet havde jeg tabt 57 kg, så jeg skal bare op på hesten igen – jeg ved jo jeg kan. Overskuddet skal bare være der. Og det begynder at vende tilbage – i hvert fald de dage jeg har fået minimum 4-5 timers søvn 👍🏻 2. januar skal jeg bare op og træne, uanset hvor træt jeg er!

Udover træning og vægttab, ser jeg naturligvis frem til at nyde resten af min barsel med min fantastiske baby❤️ Han udvikler sig hver dag og bliver så stor og fræk som sin bror. Vi skal hygge med mødregruppen, ud at gå ture og tumle en masse.

I 2019 håber jeg også på at finde verdens bedste job. Et godt arbejde, med en god og nærværende chef, gode kollegaer, i en ordentlig virksomhed med gode værdier og spændende projekter. For dem der ikke kender mig så godt, kan jeg afsløre at jeg plejer at arbejde med marketing, e-handel og digital forretningsudvikling. Jeg er uddannet cand.merc.it fra CBS og har ca. 10 års erfaring i branchen.

Jeg drømmer om at arbejde et sted hvor man gør en forskel, arbejdsmiljøet er godt og hvor man arbejder med hinanden og ikke mod hinanden. Jeg vil helst arbejde med strategi og forretningsudvikling, fx for en velgørende organisation eller i en større virksomhed (har tidligere været i Tryg og på Politiken).

Så det vil jeg bruge mit forår på, at finde det helt rigtige job til mig, så jeg efter min barsel til maj igen kan omsætte mine professionelle evner til værdi for en spændende virksomhed.

Derudover ser jeg frem til at rejse til Grækenland i 2019 og generelt bare nyde min skønne lille familie og dejlige venner.

Nå det blev godt nok noget af en smøre😳 Hvis du er nået helt herned, så skylder jeg dig vist et kram og lidt kransekage 😂

Godt nytår og pas på jer selv og hinanden derude.💙

Share: