I dag er det mors dag. En dag hvor vi bør hylde mødre og hvor mange af os har været så heldige at få gaver, blomster og søde ord fra mand (eller kone) og børn. Det er dog ikke altid lige nemt at være mor.

Sidste år på mors dag var jeg højgravid, og var lige blevet fyret kort før min barsel (ja den slags forekommer stadig, for at det ikke skal være løgn, har de for nylig fyret endnu en gravid🙈). Så oven i at have en hård graviditet, og samtidig være mor til en 3-årig, så skulle jeg pludselig forholde mig til at stå uden arbejde for første gang i mit liv, sætte mig ind i al jura omkring fyringen (note til andre der måtte stå i samme situation, ring til jeres fagforening, du har MANGE rettigheder) og kæmpe min sag, mens jeg var springfyldt med hormoner og vrede over den behandling jeg havde fået. Det lagde naturligvis en dæmper på humøret og overskuddet til at nyde mors dag, og min barsel generelt.

I år er det anderledes. Selvom det sidste år har været umådelig hårdt bla. pga. refluks, har det også styrket mig, særligt i min rolle som mor og som kvinde. Jeg er blevet endnu mere feminist og har endnu større fokus på kvinders og mødres rettigheder – vi skal bare ikke finde os i at blive forskelsbehandlet fordi vi er kvinder eller mødre.

Derfor er jeg så umådelig glad og stolt over at kunne fortælle, at Mødrehjælpen har valgt at invitere mig med på deres topseje team. Så fra næste måned, når min barsel slutter, er jeg ansat som projektleder hos dem, hvor jeg skal bruge mine digitale marketing og kommunikations skills til at skabe endnu mere fokus deres fantastiske sag. Deres mål er at gøre alle mødre til de bedste i verden og særligt hjælpe sårbare mødre – den sag kan jeg jo kun støtte 100%🙌🏻

Så i dag har vi fejret mors dag med ekstra højt humør, og mine skønne drenge havde både købt ny madkasse til når jeg starter mit nye job, lækker håndcreme til mine tørre barselshænder, smukke blomster og en sej pokal, der proklamerede at jeg er verdens bedste mor😍.

Dagen peakede dog virkelig, da min store smukke søn gav mig en kæmpe krammer, møssede min kind og sagde “Åårh mor, du er så flot”😍 Så føler man sig virkelig som verdens heldigste mor❤️

Eftermiddagen brugte vi hos min egen mor, der blev forkælet med en fin mor t-shirt fra Enula9.😊

Glædelig mors dag til alle mødre derude – husk at du gør det godt💪🏻❤️

Share: