I dag startede Scott i dagpleje. Bevares, det var kun 1,5 time og jeg var med, men det er alligevel startet på et nyt kapitel. Jer der har læst med eller kender mig, ved at det på ingen måde blev den barsel jeg drømte om, på grund af Scotts hårde start med refluks. Men jeg synes vi har nået at få nogle gode måneder også, og mest af alt er jeg bare så lykkelig over at min lille dreng nu er rask og trives.

I denne tid er der stort fokus på minimumsnormeringer, kvalitet i dagtilbudene og i det hele taget på det her med at få sit barn passet. Jeg ved ikke med jer, men jeg har da til tider helt følt at det var forkert at sende sit 10 mdr gamle barn afsted i pasning, pga. alle de løftede pegefingre der har været og den drejning debatten har taget. Nej selvfølgelig er det ikke for barnets skyld, det er da for at vi forældre kan have en indtægt.

Jeg synes lidt det er gået fra at handle om bedre normeringer, til at handle om at man slet ikke burde få sit barn passet, før det var minimum 1,5-2 år gammelt. Det er meget fint hvis man har mulighed for at gå hjemme så længe, men for os andre dødelige med huslån osv, der er det bare ikke nødvendigvis en mulighed. Man har de ugers barsel man har, og så må man jo tilpasse sig det – også selvom det da kunne være skønt at kunne have haft flere måneder med sit guld. Dertil kommer at de fleste af os jo også har taget uddannelser med henblik på at have et godt job, der både kan give smør på brødet, men også give os noget som mennesker. En følelse af at være nogen, ud over at være mor, kone, datter osv. Forstå mig ret, jeg er først og fremmest mor, men jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke også glæder mig til at komme i gang med mit fag igen. Det er der helt sikkert nogen der vil rynke på næsen af, men vi kan jo ikke allesammen blive hjemmepassere. Det vil samfundsøkonomien ikke kunne bære og samtidig er det bare ikke for alle. Det synes jeg er fair nok at sige højt, uden at blive bashet af diverse hellige hjemmepassere.

Så når nu man er nød til at få sit barn passet, så gælder det jo om at finde det tilbud der kan give en den bedste mavefornemmelse. Det er DERFOR vi har brug for minimumsnormeringer, og fagligt løft af dagtilbudene, så ingen børn bliver svigtet og deres forældre med ro i maven kan gå på arbejde.

Pga. den nuværende normering i vuggestuer, har vi denne gang valgt dagpleje til Scott. Med den hårde start han har haft, har det været vores topprioritet at finde et sted med rolige omgivelser og få børn. Derfor er jeg bare så glad for vi har fundet den sødeste dagplejemor, tæt på vores hjem og med kun 3 faste børn. Jovist, så er der gæstebørn i ny og næ, men 4-5 børn til 1 voksen er stadig luksus ift det man tilbydes i mange vuggestuer.

I morgen er jeg med igen og så prøver vi på torsdag at se hvad han siger til at jeg går. Jeg har et princip om at jeg ikke går fra et grædende barn, og det vil jeg holde. Tror nu ikke det bliver et stort problem, men nu må vi se.

I næste uge starter jeg på mit nye job, og derfor tager Martin resten af indkøringen. Jeg har heldigvis valgt kun at arbejde 30 timer, så der stadig er tid til mine dejlige unger. For de er nu engang det vigtigste i verden – men derfor kan man jo godt glæde sig til at starte på et nyt spændende job.

Farvel barsel, nu starter et nyt kapitel – og det skal nok blive godt ❤️

Share: