Jeg er med i en facebook vikle gruppe, fordi jeg jo er glad for at vikle Scott i ny og næ. I dag så jeg et indlæg fra en 1. gangs gravid der var blevet hånet og latterliggjort af familie og venner, fordi hun havde fortalt hun gerne ville vikle sit barn. Det fik mig til at skrive denne kommentar:

OG så fik indlægget mig til at tænke over hvor vanvittig irriterende det faktisk er, når folk blander sig og kommer med bedrevidende negative råd om ens børn eller forældreskab – eller slet og ret bare kommenterer negativt på dette. Som OM der kun er én rigtig måde at være mor på? I mine 5 år som mor har jeg fx hørt følgende: “Ej pas på du ikke vænner ham til at sove mellem jer”, “skal du allerede amme igen?”, “pas på han ikke får dårlig motorik af at sidde i den der vikle-dims” (vikler forbedrer faktisk motorikken kloge Åge), “skal han allerede sove igen?”, “skal han ikke snart af med den ble?” (Øh jo, tror du ikke vi kæmper!?), “hvorfor snakker han så mærkeligt?”, “hvad er der galt med ham?” (uden tvivl den værste og ondeste kommentar jeg har fået. Der er ikke noget GALT med mit barn, han er sensitiv og har nogle sensoriske og sproglige udfordringer, og så er han ret fantastisk i øvrigt!👊🏻)

“Ej gør du SÅDAN?”, “børn skal bare lære at være ude en hel dag med mange mennesker” (det lærer sensitive børn ikke ved at blive tvunget ud i det, de bliver voldsomt overstimuleret🙈), “ej har han ipad med på restaurant” (Yep, det skærmer for sanseindtryk når man er overtræt), “kan du ikke bare lade ham skrige, så falder han vel i søvn” (øhhh NEJ😳🔫).

Og tusind andre top irriterende kommentarer. Hvorfor har nogen mennesker så travlt med at fortælle andre mennesker at de er uenige med dem? Hvad er det liiige man skal bruge det til? Jeg kender også mange der henter børn meget sent i institutionerne, får dem passet ofte, har en hård tone eller på anden vis har en tilgang til forældrerollen der ligger LANGT fra min. Og ja jeg kan da tænke mit, MEN jeg holder det da oftest for mig selv, med mindre folk ligefrem spørger om råd, så prøver jeg på mest diplomatiske vis at fremføre min holdning, uden at få dem til at føle sig forkerte. For det er ikke rart at føle sig forkert.

Hvorfor kan vi ikke alle holde lidt igen med at pådutte vores egne overbevisninger til andre? Jeg er mig og du er dig og vores børn er sikkert vidt forskellige – så måske er det ok at vores børneopdragelse og familieliv også er det? Ligesom hjemmepasning ikke er for alle, er vuggestue ikke for alle, vikler er ikke for alle osv. Vi gør hver i sær det vi tror er bedst – og som den kloge Krumme sagde: “man er som man er, og det er godt nok”❤️

Share: